 |
|
|
 |
|
Mine elefanters øjne - brevet til far
Jeg bliver ofte spurgt hvorfor mine elefanter har så trist et udtryk i deres øjne, de øjne, dem ser jeg når jeg ser min far. De afspejler en stærk mand, med meget modgang, et kærlig, varmt og følsomt menneske.
Min Far et stærkt menneske selv når han er svag
Den stærke smed, den hjerte varme far, den store stærke hånd, min lille hånd forsvandt i, når vi gik ture sammen, lykken var at gå der sammen og høre dig fortælle historier.
Du kommer aldrig til at læse det far, for du ligger svag og afkræftet og venter på døden. Jeg holder din hånd, den er tynd og svag, du kan ikke længere tale til mig, for din stemme er væk, du kan knap nok høre mig, du er lam i hele kroppen og kan kun blinke ja eller nej. Men du er hos mig, lidt endnu... Den 9 blodprop har ramt dig, din krop kan ikke mere og du vil ikke mere. Men jeg kan se du er bange, og du vil ikke give slip. Siden du for 10 år siden fik kræft i hjernen, har livet været en kamp. Men du er stærk, selv når du var svag. Efter den 3 blodprop i hjernen, kom du op igen, selvom jeg aldrig troede du ville kunne. Men du overrasker os med din styrke, gang på gang, du kæmper selvom det er hårdt. Og hver blodprop tager noget af livet fra dig, først gangstativ, så ender du i kørestol, så kan du ikke spise og skal have hjælp til alt, og nu ligger du der og vejer mindre end mig, en bleg, svag, tynd krop og kun dine øjne, kan fortælle mig hvordan du har det. Jeg spørger dig om du er bange, du blinker ja. Det gør ondt i mit hjerte, du er min far, du må ikke være bange, men jeg forstår dig. Det tykke mørke hår du havde, det er faldet af og erstattet af tyndt gråt hår. Du er så syg nu, at det falder af og ligger på din pude, det skære i mit hjerte at se. Jeg fortæller dig hvor meget jeg elsker dig, prøver ikke at græde når du ser mig, fortæller om vores sjove minder, jeg ler og kan se på dine øjne du smiler, selvom din mund står helt åben og du ikke kan lukke den. Jeg krammer din spinkle krop, og håber den aldrig giver op. For jeg vil ikke give slip, jeg vil ikke sige farvel. Du er min far, jeg har altid elsket dig, og savnet dig når du ikke var tæt på. Måske føler du dig svag nu, men du er stærk, den stærkeste jeg kender. Mon plejepersonalet kan se hvem du er, ved de at der ligger en stærk mand, en mand der var smed og sceneteknikker på Nykøbing teater, flot og maskulin, bredskuldret med smukt tykt mørkt hår. Har lyst til at fortælle dem alle om dig, er ked af de ikke kan se det. Jeg acceptere du ikke vil mere, hvem har fortjent det liv du har nu. Du er fanget i din egen krop, kun din hjerne fungere og dine øjne. Jeg har langsomt mistet dig, det er et år siden vi sidst kunne tale rigtigt sammen, blodproppen sidste år gjorde dig svær at forstå, men dog kunne du sige lidt, og vi kunne kæmpe for at forstå dig. Havde jeg dog bare nydt tiden inden mere. Det er som HC Andersens historie om grantræet, først gjorde det ondt du fik kræft, men du overlevede og var stadig stæk, dit hår blev dog aldrig det samme igen, så kom der en blodprop i hjernen og du fik taget noget, så var tiden efter kræft jo ikke så slem, nu er det hele værre. Havde jeg dog bare nydt tiden inden mere. Men du fungerede stadig, så kom der endnu en blodprop og din finmotorik forsvandt og balanceevne, du fik gangstativ og din tale havde ændret sig, så var tiden før den jo ikke så slem, der kunne du jo mere, nu gør det mere ondt. Havde jeg dog bare nydt tiden inden mere. Så kom der endnu en blodprop, du lå på langs og var lam, men du fik trænet dig op, men kun til kørestol, og din synkerefleks var væk, du savlede og kunne dårligt spise og drikke, vi kunne næsten ikke forstå hvad du sagde. Så var tiden før den jo ikke så slem der kunne du jo mere, nu gør det mere ondt. Havde jeg dog bare nydt tiden inden mere. Så kom den her blodprop og tog alt fra dig, så var tiden før den her jo ikke så slem, der kunne du jo mere, nu gør det mere ondt. Havde jeg dog bare nydt tiden inden mere... Og nu må jeg nyde tiden, for ved godt hvornår jeg står og tænker, havde jeg dog bare nydt tiden inden mere igen. Det gør ondt, at se dig ligge sådan, det gør ondt at vide jeg snart skal miste dig. Du er blevet taget fra mig i små bidder, jeg klamre mig til den far jeg har tilbage. Savner din stemme, savner din humor, savner dig. Men du er her endnu, og jeg vil holde din hånd til det sidste, finde styrke til at få dig til at le. Fortælle dig om vores minder, fortælle dig om dine skønne børnebørn. De tåre der løber ned af min kind er min kærlighed til dig, mit savn og min frygt for at sige farvel. Imorgen besøger jeg dig igen, tager din hånd, krammer dig og tænker på at det største øjeblik i livet er NU man opdager det bare ofte for sent. Jeg vil nyde nuet med dig, for jeg har dig.
Du er min elskede far og du er verdens bedste morfar
Claus Ørsted Nielsen 15.03.52-16.10.2011
Sjælen fløj væk
Vi vidste det snart ville ske, men man kan ikke forberede sig på døden.
Jeg tog afsted fra dig lørdag, det var svært at gå. Rikke, Nikolaj og jeg havde været hos dig hele dagen, vi spillede musik for dig, vi nussede din kind, den skinnede, for din krop arbejdede hårdt. Jeg nussede din hånd, den var begyndt at blive blå, din vejrtrækning var svær, og dine øjne kunne ikke lukkes når du sov.
Dit ansigt var blevet helt spidst, jeg vidste hvad det betød.
Jeg vidste da jeg så dig, at jeg skulle sige alt, jeg ville sige til dig idag. For der var måske ikke en imorgen... Jeg fortalte dig så mange gange, hvor meget jeg elsker dig, hvor meget du altid har betydet for mig.
Holdte lille Rumle helt hen til dig. Jeg lagde ham ved din side, tog din hånd og lagde på hans bløde hår. Din hånd syntes endnu mere blå, ved siden af hans friske kulør. Det lille nye liv, lå ved den hånd, der var ved at forlade livet. Bare du kunne se ham vokse op, og se Victor, Emil og Anton som du forguder.
Inden jeg går, krammer jeg dig, fortæller dig vi ses imorgen, og ser mig tilbage inden døren lukkes, jeg ser min dig i live, jeg ser dig kæmpe for livet. Ønsker din krop snart får fred, det må bare ikke være endnu, for jeg er ikke klar til at give slip, det er jeg heller ikke imorgen, eller dagen efter...
De sidste 3 uger er dit livet løbet som sand ud af mine hænder, vi kunne ikke holde fast, lige meget hvor meget vi knyttede hånden.
Du kunne ikke leve mere, livet var for hårdt ved dig, jeg måtte lade sandet løbe, åbne min hånd, og give dig lov til at drage væk.
Men jeg bliver aldrig klar til at lade de sidste sandkorn falde, give slip og aldrig mere have dig hos mig igen. Hvor skal jeg finde dig når alt sandet er løbet ud, skal jeg tro på du er hos mig, har du fået fred, er du helt væk?
Bliver grebet af panik, kunne jeg have gjort noget anderledes, kunne jeg have fået dig til at leve? Ved godt inde i mig selv at du ikke ville leve et liv, med kun din øjne...
Jeg må holde fast i mig selv for ikke at løbe tilbage til dig, græde og sige du ikke må dø fra mig. Du har allerede set mig græde for meget, du ved jeg ikke vil miste dig.
Natten falder på og jeg møder dig for sidste gang, det var en meget stærk oplevelse der mødte mig. Jeg lå og sov, da jeg vågner med et sæt, dit ansigt er foran mig, du spærre dine øjne op og de bliver livløse, alt går i stå i mig, og min krop giver et spjæt da jeg kommer til mig selv. Der vidste jeg du var død... Ligger i min seng og falder hen igen. Telefonen ringer, Rikke græder du er gået bort kl 4 om natten. Havde du været og sige farvel til mig, eller mærkede jeg bare dit liv forsvinde?
Vi samles næste dag, nu er det øjeblik, hvor jeg skal sige endeligt farvel til dig, vi er bange da vi går ind mod dit værelse, bange for at se dig død. Dine søstre er med os, det er rart vi ikke er alene, man kan godt glemme man er voksen, når man skal sige farvel til sin far.
Du ligger i din kiste, alt liv er væk, jeg kan næsten ikke se det er dig. Det gør for ondt, det syn der møder os, jeg troede du ville ligne en der havde fået fred og sov. Men det lignede slet ikke min far, det lignede der aldrig havde været liv. Din sjæl var fløjet væk, min far var ikke der. Vi lagde tegninger fra børnene hos dig, vi skubbede kisten ind i rustvognen, og vi stod Rikke, Nikolaj og jeg og holdte om hinanden, græd og så dig køre væk.
Farvel far, for evigt...
Det gør så ondt at miste dig, jeg ville aldrig blive klar til at sige farvel. Du er taget for tidligt fra os, jeg må nu lære at leve uden dig, men med dig i mit hjerte. Jeg vil tro på du er tæt på mig, passer på os...
Jeg vil mindes min stærke far, din humor, dine søde øjne...
Min kærlighed til dig kan ingen tage fra mig
Begravelsen
Mit sidste farvel
En smuk dag, en sørgelig dag. En dag, hvor blomster var et udtryk for sorg, tanker, medfølelse og kærlighed. En dag, hvor vi alle samles i kærlighed til dig. En dag, hvor vi alle mindes og sagde farvel. En dag, hvor rosen på kisten, var mit sidste kys til dig. En dag, hvor vi var samlet på teateret, alle dem der betød noget for dig, i dit liv. En dag, hvor tonerne fra still got the blues fyldte kirken, din sang, mindet om dig. En dag, hvor tårer var mit grædende hjerte. En dag, hvor præstens ord var dit liv, din stolthed, din kærlighed og dine minder. En dag, hvor vi tog på en tidsrejse igennem fortiden, mindet om dig, og det du betød for os alle. En dag, hvor alle dine roller i livet, lod sig vise i mindet, på smukkeste vis, du er far, morfar, svigerfar, lillebror, storebror, onkel, kollega. En dag, en tid, hvor vores bekendte viser deres omsorg for os, dine børn. En dag, en tid, hvor dine børn har holdt sammen, i vores største sorg i livet. En dag, en tid, et liv, hvor vores kærlighed til dig er så stærk.
Farvel Morfar, svigerfar og far
Savnet
Et tomrum i min mave, et sug igennem min krop, en del af mit hjerte er taget med dig.
Mit album ligger uåbnet, hvis jeg åbner det savner jeg dig.
Jeg elskede at leve med dig, det smerter dybt inde i min sjæl at leve uden dig.
Vidste du ville forlade mig en dag, det måtte bare ikke være lige nu.
Mine tanker tager mig tilbage til din sygeseng, men denne gang prøver jeg ikke at få dig til at smile, jeg trygler og beder dig om at blive hos mig.
Kan stadig mærke din svage blege hånd i min, kunne jeg dog bare få lov til at mærke din hånd igen.
Du var så syg og jeg ønskede du snart fik ro, men der vidste jeg ikke hvad det ville sige at miste. At miste sin far.
Nogle dage forstår jeg ikke du er væk, væk for altid.
Jeg savner dig.
Er det virkelig sandt alt det der er sket, har jeg virkelig mistet dig... Skal jeg virkelig aldrig høre din stemme igen, skal jeg aldrig se dig i øjnene igen.
Forstår ikke liv blev til død. Du var der altid, nu er du væk for altid.
Det er nu kærlighed gør ondt, når en man elsker så højt bliver taget fra en.
Jeg savner dig og længes
|
|
 |
|
|
|